Mens whiskyen modner, holder Landia-pumpen styr på spildevandet


Hos Rosemaund Farm Distillery i England kræver det tålmodighed at fremstille en 10 år gammel single malt whisky. Men spildevandet kan ikke vente. En gammel pumpe gav gentagne problemer med tilstopning og manglende kapacitet, og medarbejderne måtte holde øje med anlægget, også i weekenderne. Med en Landia Chopper-pumpe og automatisk niveauovervågning har destilleriet nu fået en løsning, der kræver langt mindre opmærksomhed i hverdagen.

En gammel pumpe gav ekstra arbejde

På destilleriet nær Hereford, hvor der tidligere blev produceret vodka, bliver spildevand og overfladevand opsamlet og pumpet videre til to overjordiske lagertanke. Herfra bliver spildevandet senere afhentet med tankbil.

"Den gamle pumpe var genbrugt fra en tidligere opgave og var egentlig ikke beregnet til at håndtere faste stoffer. Den stoppede til, og kapaciteten var så begrænset, at vi kun fik tømt halvdelen af tanken," fortæller destillerichef Will Skinner.

For at beskytte pumpen mod faste partikler var der monteret et beskyttelsesgitter omkring den. Det betød samtidig, at medarbejderne skulle bruge tid på at rense og vedligeholde installationen.

"Det blev en både beskidt og tidskrævende opgave, som krævede mange arbejdstimer," fortæller Will.

En pumpe, der kan håndtere de faste partikler

Løsningen blev en Landia DG-I 50 Chopper-pumpe på 4 kW, installeret i den lavtliggende opsamlingstank.

Pumpens udvendige knivsystem findeler løbende faste partikler i spildevandet. Det reducerer risikoen for tilstopning og bidrager til en stabil pumpning videre til de to lagertanke.

"Vi har ikke samme mængde faste stoffer i spildevandet fra whiskyproduktionen, som vi tidligere havde fra kartoflerne til vodkaproduktionen. Men der vil altid være faste partikler i spildevand, og dem ved vi, at Landias Chopper-pumpe kan håndtere effektivt," siger Will Skinner.

Mindre tid på standby, også i weekenderne

Det var ikke kun pumpen, der skulle udskiftes. Destilleriet ønskede også bedre kontrol over spildevandshåndteringen.

Tidligere skulle en medarbejder stå til rådighed uden for normal arbejdstid, også i weekenderne, for at holde øje med anlægget. Især ved kraftig regn kunne det være nødvendigt at køre ud til destilleriet for at kontrollere vandstanden.

Den nye installation omfatter også en styretavle og en niveausensor, der løbende måler vandstanden og giver medarbejderne besked, når niveauet i lagertankene nærmer sig det punkt, hvor spildevandet skal afhentes med tankbil.

"Vi er jo ikke på stedet døgnet rundt. Med de langt kraftigere regnskyl, vi får i dag, var det vigtigt for os at fremtidssikre processen med en bedre og mere automatiseret løsning, som også beskytter de lokale vandløb," fortæller Will Skinner.

Fra vodka og gin til 10 år gammel single malt whisky

Det var på Rosemaund Farm Distillery, at den britiske Chase-vodka og -gin tidligere blev produceret, inden mærket blev opkøbt af Diageo, og produktionen blev flyttet til Skotland.

James Dashwood Chase begyndte allerede i 2012 at eksperimentere med whiskyproduktion og lagring på fade. Arbejdet førte senere til lanceringen af Rosemaunds første 10 år gamle single malt whisky.

Destilleriet ligger i Herefordshire, et område kendt for sin ciderproduktion, og lagerbygningerne er omgivet af æbleplantager. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at duften af æbleblomster er en af de karakteristiske noter, som mange lægger mærke til i whiskyen.

Fakta om løsningen

  • Kunde: Rosemaund Farm Distillery, Herefordshire, England
  • Opgave: En pumpe med utilstrækkelig kapacitet, gentagne tilstopninger og behov for manuel overvågning uden for normal arbejdstid
  • Løsning: Landia DG-I 50 Chopper-pumpe (højtryk), 4 kW, 3.000 omdr./min., med styretavle og kontinuerlig niveaumåling
  • Resultat: Reduceret risiko for tilstopning, mindre behov for manuel overvågning og bedre kontrol over vandstanden i lagertankene

arrow_left Tilbage
keyboard_arrow_up