Hvem er Simon, som viser Kronprins Christian rundt i Ringkøbing?

25.05.2026

Hvem er Simon, som viser Kronprins Christian rundt i Ringkøbing?

Girl in a jacket

I dag er der Royal Run i Ringkøbing, og det er Simon, der viser Kronprins Christian rundt i byen.

Og det er en opgave, han har glædet sig rigtig meget til.

Faktisk så meget, at der skete noget uventet, da han fik beskeden.

Simon begyndte at løbe.

“Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle gøre. Men nu er jeg faktisk blevet kæmpe fan af det, og det er helt sikkert noget, jeg fortsætter med efter Royal Run,” fortæller han.

Men hvem er Simon egentlig?

Simon er klejnsmedelærling hos Landia. Han er ordblind, har altid vidst, at han gerne ville arbejde med hænderne, og han har fundet sin vej gennem håndværket.

Skolen var ikke altid det sted, hvor Simon følte sig stærkest. Han havde svært ved at læse, og det tog tid, før han fik de hjælpemidler og den støtte, der passede til ham.

“Jeg havde svært ved at læse, og i starten var skolen ikke altid lige nem. Men da jeg skiftede skole, begyndte det langsomt at blive bedre,” fortæller Simon.

For Simon blev det vigtigt at finde ud af, at ordblindhed ikke handlede om, at han ikke kunne lære.

Han husker især en test, hvor han først skulle læse opgaven selv. Det gik ikke godt. Bagefter fik han en lignende opgave læst højt, og så kunne han pludselig løse den næsten uden fejl.

“Det viste mig, at jeg godt kunne. Jeg havde bare brug for at få tingene på en anden måde,” siger han.

Simon har altid vidst, at han skulle lave noget med hænderne. Han kommer fra en håndværkerfamilie og har altid været glad for at bygge, skrue, samle og finde på.

“Jeg har altid lavet et eller andet. Og jeg har bygget helt vildt meget LEGO. Da jeg fandt smedefaget, gav det bare mening. Det er lidt som at bygge med LEGO, bare i stål,” fortæller han.

Egentlig troede Simon først, at han skulle være mekaniker. Men et afslag på en læreplads sendte ham i en anden retning.

“Der var jeg faktisk ret ked af det. Jeg troede, det var den vej, jeg skulle. Men så startede jeg på teknisk skole med et åbent sind, og så fandt jeg ud af, at det var ret sjovt at svejse,” siger han.

Siden er der sket meget.

Simon har fået flotte resultater på teknisk skole, modtaget anerkendelser og engageret sig ved siden af arbejdet. Han er formand for Dansk Metal Ungdom Skjern-Ringkøbing, hvor han blandt andet arbejder for fællesskab blandt lærlinge.

“Jeg kom nok med i starten, fordi der var gratis aftensmad,” siger han med et grin.

“Men så fandt jeg ud af, at det faktisk gav mening. Man kan være med til at skabe noget for andre lærlinge. Arrangementer, fællesskab og et sted, hvor man møder nogen, der står lidt samme sted som en selv.”

Hos Landia har Simon især sat pris på, at han som lærling får lov til at prøve meget forskelligt, og at der er plads til at lære undervejs.

“Man har virkelig mange muligheder for at lære, hvis man selv møder ind med lyst og vilje. Og man må gerne lave fejl. Det vigtigste er, at man siger det og gerne vil være med til at rette op på det,” fortæller han.

Da Simon for nylig blev anerkendt med et legat, brugte han sin tale på at takke kollegerne omkring sig.

For selv om det er Simon, der står med diplomet, er han meget bevidst om, at han ikke er nået dertil alene.

Girl in a jacket

“Det er jo svendene, der lærer lærlingen op. Hvis man ikke har dygtige folk omkring sig, bliver man heller ikke selv dygtig. De har lært mig rigtig meget,” siger han.

Simon har ikke selv tænkt så meget over, at han kan være en rollemodel for andre unge. Han har mest bare sagt ja til muligheder, engageret sig og gjort det, der føltes rigtigt.

Men måske er det netop derfor, hans historie er værd at fortælle.

For Simon viser, at man godt kan finde sin vej, selv om starten ikke er nem. At ordblindhed ikke er det samme som manglende evner. Og at en erhvervsuddannelse kan åbne døre, man ikke selv havde set komme.

Girl in a jacket Girl in a jacket

“Jeg håber, andre unge kan se, at vejen ikke altid er lige. Man skal ikke glemme, hvor man kommer fra, men man skal heller ikke blive hængende i fortiden. Der er mange måder at lykkes på,” siger Simon.

I dag er Royal Run i Ringkøbing.

Og Simon er klar.

Både til at vise Kronprins Christian rundt i byen og til at løbe med på en dag, han sent vil glemme.

Tilbage

keyboard_arrow_up