Én pumpe flytter sandgyllen 250 meter

Tekst: Peter W. Mogensen fra LandbrugsAvisen


Sand er godt for køernes sundhed og bevægelsesfrihed. Og sandholdig gylle kan godt flyttes, hvis processen automatiseres, lyder Henrik Hedevang Haahrs erfaring.

Gylleledningen er godt gemt ned i jorden. Mælkeproducent Henrik Hedevang Haahr peger hen langs kostalden, bemærker hjørnet og peger så over på den anden side af stalden, hvor en teltoverdækket gyllebeholder er placeret.

Der er godt 250 meter, og så langt flyttes gyllen fra kostaldens fortank til lagertanken.

Sådan har det været siden kostalden blev bygget i 2010. Også selv om der i alle årene har været et vist indhold af sand i gyllen, fordi der er sand i de 250 sengebåse i stalden.

Henrik Hedevang Haahr overtog ejendommen ved indgangen til 2017, og han er glad for sandet.
- Det er utrolig godt for køernes sundhed og mulighed for at bevæge sig. Vi har også en ældre stald, hvor førstekalvskøerne går på strøede madrasser, og kniber det med bentøjet, kommer de lige over i sandstalden. Efter en uge er de på toppen igen, fortæller han.

Gyllen kan flyttes

Henrik Hedevang Haahr bruger fint kosand i båsene, og selv om de kun fjerner klatter med en rive, kommer der sand i gyllen.

Stalden er dog bygget til at håndtere det, da der er spalter på alle gangarealer. Nede i kanalerne sørger kædeskrabere for at lede gyllen til tværkanalen, hvor endnu en skraber skubber det til fortanken.

Og selv om gyllen derfra skal flyttes 250 meter, er det ikke noget, Henrik Hedevang Haahr spekulerer over i det daglige, især ikke efter at han fik forsimplet teknikken, som flytter gyllen.

Tidligere var der en omrører og en pumpe i fortanken og derudover en trykforøger ved staldens hjørne, hvor gylleledningen drejer 90 grader.

Men nu er der bare én pumpe på 30 kW foruden omrøreren, og det fungerer upåklageligt.

Skal automatiseres

Ifølge Finn Boysen, salgskonsulent hos Landia, er det afgørende, at processen er automatiseret. En PLC-styring og niveaufølere sikrer, at omrøreren aktiveres, inden pumpen går i gang. Dermed bliver gyllen homogen, og man undgår, at det tynde gylle pumpes først og det mest sandholdige til sidst, hvilket kan skabe propper.

– Jeg har ingen idé om, hvornår der flyttes gylle. Jeg kan se det i styringen, men i dagligdagen tænker jeg ikke over det, siger Henrik Hedevang Haahr.

Fordi hverken han eller de ansatte færdes på den side af stalden, er der installeret lampe og højtaler, der giver både blink og lyd, hvis anlægget ikke fungerer.

Tilpassede sliddele

Pumpen på 30 kW er større end den tidligere og kan sende gyllen hele vejen på de 250 meter uden trykforøger. Kapaciteten er 180 kubikmeter i timen.

Ifølge Finn Boysen er pumpens sliddele specialhærdede, så de bedre kan modstå det slid, sandet medfører. Pumpens størrelse er nøje afstemt efter både gylleledningens længde og løftehøjden fra fortankens bund til lagertankens top.

For mere information om automatiseret gyllehåndtering, kontakt:

Finn Haulrik Boysen

Salgskonsulent Jylland Syd, Fyn, Sjælland og Sverige

phone+45 40 16 26 12

mailfhb@landia.dk

Finn Haulrik Boysen

arrow_left Tilbage
keyboard_arrow_up