Slut med transport og lugt: Landmand flytter gyllen nede i jorden

Tekst og foto: Peter W. Mogensen fra LandbrugsAvisen


Landmand John Jensen pumper gylle til og fra et biogasanlæg uden, at nogen opdager det. For gyllen flyttes i rør i jorden.

Med mindre man står ved siden af gylletanken og kan høre pumpen, så bemærker man ikke, når landmand John Jensen ved Klejtrup pumper gylle.

For i godt to år har han flyttet gylle med rør, som er gravet 100 centimeter ned i jorden for at reducere omkostningerne til transport med gyllevogn eller lastbil og de gener i form af lugt og støj, som de giver.

På en matrikel ved siden af John Jensens hovedejendom står et biogasanlæg, som han indtil årsskiftet var medejer af. Det er hertil, at alt rågyllen fra staldene skal hentes, og så skal den afgassede gylle retur ud til ejendommene.

- Vi pumper gylle fra tre nærliggende ejendomme og pumper afgasset gylle retur ud til dem. Tidligere skulle vi flytte det med traktor og gyllevogn eller betale en vognmand for at flytte det med lastbil, siger John Jensen,

Kapacitet

Det er pumpeudstyr fra virksomheden Landia, som sørger for at trække gyllen til biogasanlægget og pumpe den retur. John Jensen valgte at få installeret en PLC-styring, så han kan bruge sin mobil til at overvåge pumperne og betjene dem. Det kan ligeledes ske fra en skærm i bygningen, hvor hovedpumpen er placeret samt på biogasselskabets kontor.

Han stod selv for at grave de næsten fire kilometer PE-rør ned, som har en diameter på 160 millimeter. Til den fjerneste ejendom pumpes gyllen 1.800 meter med 16 højdemeter.

Selv har John Jensen en slagtegriseproduktion, og rør og pumpe er dels dimensioneret til afstandene og dels til konsistensen af gyllen. Forsøgsvis har han også prøvet at pumpe kvæggylle igennem, da biogasanlægget skulle modtage det fra en landmand.

- I planlægningsprocessen tager vi hensyn til gyllen og afstandene, således at rør og pumpe dimensioneres korrekt, fortæller Svend Jakobsen, Landia.

I John Jensens tilfælde er der valgt et en-strenget system, men man kan også lave et to-strenget system, så der kan pumpes frem og tilbage på samme tid.

Tid er penge

Ideen om at pumpe gyllen på lange distancer kom, da kommunen påbød John Jensen at reducere antallet af transporter. Nu generer han ikke naboerne med transport af gylle, og han sparer også penge.

Traktoren, som tidligere stod foran gyllevognen, som flyttede gylle, kører nu 200 timer færre om året.

- Det kan let koste 1.200 kroner i timen at flytte gylle med en traktor eller 900, hvis det er med lastbil. Vi kan gøre det til det halve, for vi kan flytte 100 kubikmeter i timen, og det er med eldrevne pumper. Vi kan jo ligefrem vælge at gøre det, når strømprisen er lavest, fortæller Andreas Jensen, som ejer bedriften sammen med sin far John.

Der er monteret tryksensorer i begge ender af pumpeledningerne, som afværger, at der pumpes mere til en gylletank, end den er forprogrammeret til at modtage.

40.000

Der pumpes omkring 40.000 kubikmeter rågylle til biogasanlægget og en mængde retur til gylletankene.

Sikkerhed er vigtigt

For hver tank er der defineret en maksimal fyldning og en mindstebeholdning, så der hverken hentes eller tilføres for meget eller for lidt gylle.

Når de decentrale pumper får signal om at sende gylle, startes en omrøring i tankene, så gyllen er så homogen som muligt før transport.

Tryksensorer overvåger flowet af gylle.

For mere information om Landias løsninger til langdistancepumpning, kontakt:

Finn H. Boysen

smartphone+45 40 16 26 12

mailfhb@landia.dk

Finn H. Boysen

Svend Jakobsen

smartphone+45 60 98 59 90

mailsvj@landia.dk

Svend Jakobsen

arrow_left Tilbage
keyboard_arrow_up